Onsdag: Skiløbere i Nordkorea løber ind i sanktioner

Honjitsu no News – Et lille udpluk af dagens nyheder – 21. august 2013

Nordkoreansk vintersportscenter støder ind i skærpede FN-sanktioner

Nordkoreas leder, Kim Jong-un, vil meget gerne bygge et stort luksuriøst vintersportscenter på en bjergside ved Masik. Men han støder ind i de FN-sanktioner, som forbyder andre lande at eksportere luksusudstyr til Nordkorea.

Efter byggeriet var sat i gang ved en højtidelig ceremoni, har en japansk advokat fra organisationen Human Rights in Asia ført en stor kampagne for at få leverandører af det nødvendige udstyr til at respektere sanktionerne.

Japanske, østrigske og schweiziske leverandører har efter pres fra deres regeringer trukket sig fra  ellers lukrative handler med det nordkoreanske projekt. Det er lidt mere kompliceret at få italienske firmaer til at respektere FN-sanktionerne. Den japanske dvokat, Ken Kato, er stadig lidt bekymret for situationen i Italien, men han fortsætter sin kampagne.

South China Morning Post skriver om det kriseramte nordkoreanske prestigeprojekt.

Kinesisk bekymring over japansk pseudo-hangarskib – og dets navn

Kinesiske medier udtrykker stor bekymring over en ny japansk kæmpe-destroyer med fladt dæk, som de opfatter som et pseudo-hangarskib. De ser det som et udtryk for en aggressiv japansk genmilitarisering.

Ikke mindst er de bekymrede over destroyerens navn, Izumo, som er det samme navn, som blev båret af flagskibet for den japanske flåde, som invaderede Kina i 1930′erne. Måske ikke det klogeste navnevalg fra japansk side.

BBC skriver om de kinesiske bekymringer og de japanske planer.

Skyderier og en eksplosion skaber frygt for gangsterkrig i Japan

Den japanske mafia, yakuza, sætter normalt en stor ære i at leve sit eget diskrete liv og ikke forstyrre almindelige menneskers hverdagsliv.

Men i den senere tid har to skyderier og en eksplosion i Yamanashi-amtet skabt frygt hos politiet for, at et internt opgør i yakuza-verdenen skal udvikle sig til en decideret gangsterkrig i området.

Det skriver internetsitet The Tokyo Reporter.