FORKANT.NU: Der er under de aktuelle olympiske vinterlege fløjtet til pause i den ophedede ishockeymatch om fremtiden for Nordkoreas atomvåben. Men der er kun tale om en pause. Matchen skal spilles til ende, når pausesnakken er slut.
Der er fløjtet til pause i den store koreanske ishockeymatch om halvøens atomfremtid.
En ting er, at det fælles-koreanske hold i kvindeishockey ved De Olympiske Vinterlege i Pyeongchang i går tabte med 0-8 til et stærkt schweizisk hold. Det betød ikke så meget.
For en anden ting er, at samme upolitiske sportsbegivenhed, der åbnede i forgårs, gennem de senere dage har været den akavede scene for den ene politiske nyhed efter den anden om hjertelige håndtryk, positive møder på højt plan samt smukke og sentimentale ønsker om en fredelig fremtid mellem Nord- og Sydkorea. En dramatisk udvikling i kampen, som ingen for få uger siden ville have troet mulig.
Nu er det ligefrem et spørgsmål, om pausen forlænges med et forløb frem mod et decideret topmøde ”snarest muligt” i Nordkoreas hovedstad Pyongyang mellem Nordkoreas leder, Kim Jong-un, og Sydkoreas præsident, Moon Jae-in. Kim Jong-uns magtfulde søster, Kim Yo-jong, overrakte personligt invitationen til Moon, da de spiste frokost sammen i går.
Men der er kun tale om en pause. Anden og tredje periode af den store koreanske ishockeymatch mangler stadig at blive spillet.
Selv om Sydkoreas præsident gør sit bedste for ud af den ene mundvig at fortælle sine allierede i USA og Japan, at endemålet med den pludselige nord-syd-dialog entydigt er at standse atomoprustningen i Nordkorea, så undgår han omhyggeligt ud af den anden mundvig at omtale samme emne, når han mødes med repræsentanter fra nord. De har nemlig endnu mere utvetydigt slået fast, at dialogen ved ”fredslegene” intet har med atomvåbenpolitik at gøre.
Er man i det negative hjørne, kan man kalde præsident Moon Jae-ins politiske balancegang for opportunistisk. Er man i mere positivt humør, kan man kalde det for dygtigt diplomati i en vanskelig situation.
Matchen er langt fra slut. Der kan stadig blive tale om blodige slagsmål på isen. De grundlæggende sikkerhedspolitiske problemer omkring den koreanske halvø er stadig de samme.
Det isolerede Nordkorea føler sig truet af en fjendtlig omverden og har under Kim Jong-un med stigende hast udviklet begyndelsen til et avanceret atomvåbenforsvar.
En alliance af USA, Japan og Sydkorea kræver med hele FN-systemet i ryggen, at dette atomprogram standses, og Nordkorea og dets ledere er i de senere år blevet straffet med den ene stramme økonomiske sanktion efter den anden. Også selv om de fleste eksperter i omverdenen i lang tid har argumenteret for, at det næppe er realistisk at få Nordkorea til på kort og mellemlang sigt at opgive sine atomvåben.
Mens kvinderne på det fælles-koreanske ishockeylandshold fik et par hektiske uger til at forsøge at blive spillet sammen til et hold, har USA og Japan ude i verden i samme periode stået i spidsen for en række møder og konferencer, som har handlet om at gøre de økonomiske sanktioner mod Nordkorea endnu mere effektive og virkningsfulde og sikre ”det maksimalt mulige pres” på landets regime for at tvinge det til at opgive sine atomvåben-ambitioner.
I Washington har der ligefrem været forstærkede rygter om, at præsident Donald Trumps regering seriøst arbejder på at en såkaldt ”blodig-næse-strategi”, der går ud på at gennemføre et begrænset militært angreb mod Nordkorea atom-installationer. Så begrænset, at det sender et signal uden at føre til en altomfattende atomkrig i regionen.
Disse rygter fik ny næring, da det for et par uger siden kom frem, at den ellers ret høgeagtige Korea-ekspert Victor Cha ikke alligevel skal være ny USA-ambassadør i Seoul, og at samme Victor Cha markerede nyheden med en kommentar i Washington Post, hvor han skarpt og polemisk advarer mod, at nogen bilder sig ind, at en ”blodig-næse-strategi” overhovedet er mulig.
Hvorom alting er, det er stadig meningen, at storstilede fælles militærøvelser mellem USA og Sydkorea, som blev udsat på grund af vinterlegene, skal gennemføres efter legene. Og det vil være meget lidt overraskende, hvis Nordkorea – der altid opfatter disse øvelser som truende og provokerende – straks vil reagere ved at gennemføre endnu en missiltest i Det Japanske Hav.
Men selv om optimismen hos eksperter og analytikere på den baggrund er yderst afdæmpet, så er stemningen undervejs i den nuværende ”pause” ikke ligegyldig. Der foregår en kamp i den sydkoreanske offentlighed og i verdensoffentligheden. Det handler ligesom i rigtig ishockey om at skabe en atmosfære, hvor ens eget hold kommer ud til matchens næste periode med et moralsk og psykologisk rygstød.
Den nordkoreanske strategi har siden Kim Jong-uns invitation i sin nytårstale til et nord-syd-samspil omkring vinterlegene formentlig handlet om at vinde tid, skabe argumenter for en svækkelse af omverdenens økonomiske sanktioner samt skyde en kile ind i alliancen mellem Sydkorea og USA. I hovedstaden Pyongyang kan man næppe være andet end ganske godt tilfreds.
Præsident Moon Jae-in spiller i dialogen med nord på sin befolknings stærke ønske om fred og frihed til at leve i tryg viden om, at der ikke bliver krig i overmorgen. Det er en væsentlig del af baggrunden for, at han vandt så klart et flertal ved præsidentvalget for kun trekvart år siden, især hos landets unge vælgere. De færreste drømmer om genforening i nær fremtid, men hvis han kan skabe en mindre spændt situation på den koreanske halvø, vil det være en kæmpestor politisk landvinding for præsidenten.
I første omgang har han haft en vis succes. Ved en meningsmåling i januar, foretaget af Hankook-instituttet, siger 75 procent af sydkoreanerne, at de nu forventer, at den sikkerhedspolitiske situation i landet vil blive forbedret i 2018.
Omvendt forsøger Moons modstandere i syd at få det til at se ud, som om nordkoreanerne har snoet ham om deres lillefinger og kapret Sydkoreas vinterlege, sådan at man ude i verden kun hører om Nordkorea. Demonstranter afbrænder billeder af Kim Jong-un og forsøger på andre måder at få de besøgende nordkoreanere til at gå i baglås – og nordkoreanerne har det tydeligvis svært med den relativt frie pressedækning af begivenhederne i syd.
USA og Japan har valgt den strategi at presse præsident Moon til hele tiden at trykke hånd med dem og erklære sig enig med dem i deres hårde linje, mens han i praksis i disse uger fører en langt blødere linje. Det er okay med det olympiske fællesskab mellem nord og syd, mener man i Washington og Tokyo. Men der skulle helst ikke komme alt for godt gang i dialogen på andre felter. Det vil svække presset på Nordkorea i atomstriden.
Især USA’s vicepræsident, Mike Pence, har under festlighederne ved legenes åbning og de tilhørende receptioner og middage virket, som om han sur og tvær har vendt ryggen til de nordkoreanske repræsentanter og med vilje har meldt USA ud af den væsentlige proces, der måske var ved at ske bag hans ryg. De amerikanske bestræbelser på at undgå, at Nordkorea stjal rampelyset, er åbenlyst slået helt fejl.
”USA er blevet udmanøvreret af sin fjende (Nordkorea, red.) og er kommet ud af trit med sin alliancepartner (Sydkorea, red.)”, skriver det amerikanske nyhedsbureau AP i almindelig brødtekst som en kontant konstatering af fakta.
(Foto: Anna Fifield)