Japans kommende kejser: En beskeden mand på en barsk trone

(Dette portræt er skrevet til og offentliggjort af Kristeligt Dagblad)

Kronprins Naruhito, der næste år overtager kejsertronen i Japan, kommer i morgen på fem dages besøg i Danmark

Det er et hårdt liv at være medlem af den japanske kejserfamilie. Der mangler ikke noget i luksus, men man lever et uhyggeligt isoleret liv bag paladsernes mure midt i Tokyo.

Den nuværende kejser har gjort en stor indsats for at modernisere kejserdømmet og få det til at ligne de konstitutionelle europæiske monarkier. Men han har været oppe imod et kejserligt hof, som er kendt for at være meget konservativt, og som vender sig stædigt mod alle forsøg på at få den ophøjede kejserfamilie til at fremtræde alt for almindeligt menneskeligt over for befolkningen.

Den 57-årige kronprins Naruhito, som fra i morgen besøger Danmark, skal næste år overtage kejsertronen efter sin 83-årige far, kejser Akihito, der efter eget ønske og stor debat netop ved en særlov har fået parlamentets velsignelse til omsider at gå på pension. Kronprinsen har givet klart udtryk for at være på sin fars hold. Under ham vil kejserdømmet fortsat bestræbe sig på at åbne sig mod omverdenen.

Naruhito er en lavmælt og beskeden mand, som er vokset op i denne meget specielle verden og kender den udefra og indefra. Han er selv bevidst om, hvilke begrænsninger det har givet ham i hans liv.

”Jeg har levet et liv, hvor jeg har haft meget få chancer for at gå ud på egen hånd,” har han sagt som en forklaring på sin livslange interesse for veje og andre transportkanaler. Det var emnet for hans akademiske studier ved universitetet i Cambridge i Storbritannien i hans ungdom.

”Veje er for mig så at sige dyrebare broer til den ukendte verden udenfor,” som han siger.

Intet har bidraget stærkere til at skabe kronprinsens image i befolkningen end hans bryllup i 1993 med den talentfulde unge diplomat Masako Owada.

Kronprinsesse Masako, der i dag er 53 år, har slet ikke kunnet affinde sig med det isolerede liv ved hoffet. Det tog flere år at overtale hende til ægteskabet i sin tid, fordi hun frygtede, at det netop ville gå sådan, men kronprinsen lovede demonstrativt i offentligheden at forsvare hende, uanset hvordan det gik.

Og så vidt japanerne ved, har han faktisk lagt sig imellem og forsvaret hende mod presset fra strikse hofmarskaler med meget bestemte ønsker til, hvordan hun skulle leve sit liv og præsentere sig for omverdenen.

Men det har ikke forhindret, at hun har døjet med svære depressioner og andre alvorlige sygdomme i mange år, og parret har kun været i stand til at få et barn, prinsesse Aiko, der i dag er i gymnasiealderen og selv har haft psykiske problemer og lange fraværsperioder fra skolen.

Kronprinsen har fået et image i ugeblade og den royalt interesserede del af befolkningen af at være en ordentlig fyr, som hele vejen har stået på sin hustrus side i de interne skærmydsler bag paladsets mure. Et image, som til gengæld har gjort ham upopulær i de konservative kredse, som ellers er de stærkeste støtter i det japanske samfund for kejserdømmet som institution.

De opfatter ham som alt for svag og rørstrømsk i forholdet til sin hustru. Når han næste år bliver kejser, er der ingen tvivl om, at han får brug for ganske brede skuldre.

(Foto: Den britiske ambassade i Tokyo)

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *