Japanere arbejder langt mindre end tidligere, men…

FORKANT.NU: Der er hele tiden fokus på, at alt for mange japanere knokler sig sønder og sammen, at overtidsregler manipuleres med og overtrædes groft, og at ulykkelige skæbner, unge og ældre, der ikke kan holde til presset på jobbet, dør af overarbejde (såkaldt ”karoshi”). Enten får de et hjerteslag, eller også begår de selvmord.

Det afspejler alt sammen reelle problemer på det japanske arbejdsmarked, og regeringen skal faktisk forestille, at den ønsker at gøre noget ved det. Det er officiel politik fra højre til venstre, at japanerne skal arbejde mindre, og at der skal skabes en bedre balance i det japanske samfund mellem arbejde og fritid.

Dels af hensyn til japanernes eget ve og vel – og dels fordi der aldrig for alvor kommer vækst og balance i den japanske økonomi, hvis ikke landets borgere selv får tid og overskud i hverdagen til at forbruge noget mere.

I den sammenhæng kan det nok overraske, at statistikker fra OECD i årevis har kunnet påvise, at den gennemsnitlige japaner allerede arbejder langt mindre, end han/hun gjorde i firserne, og at det gennemsnitlige antal årlige arbejdstimer er lavere end i USA og Italien – og betydeligt lavere end i Sydkorea.

I 2016 arbejdede gennemsnitsjapaneren ifølge OECD i 1713 timer, et dramatisk fald på få årtier i forhold til 2121 timer i 1980. Gennemsnitsdanskeren lå i 2016 på 1410 arbejdstimer, det laveste antal i noget OECD-land.

Denne udvikling skyldes til en vis grad, at overtidsregler og den slags er blevet skærpet i Japan i mellemtiden og mange steder overholdes i højere grad end før – men det kan slet ikke forklare hele faldet.

Kigger man nærmere på tallene, som omfatter både fastansatte og løst ansatte, ser man et jævnt fald gennem perioden, men med et dramatisk dyk i begyndelsen af halvfemserne. Og det var jo netop på det tidspunkt, at balancen mellem fastansatte og løst ansatte på det japanske arbejdsmarked forandredes radikalt.

Der var krise, og japanske arbejdsgivere, både private og offentlige af slagsen, sikrede sig mod for store forpligtelser i fremtiden ved at fastansætte så få som muligt. De tabte årgange, som kom ud af universiteterne i de år og aldrig fik fast fodfæste på arbejdsmarkedet, er stadig en stor social belastning for det japanske samfund.

Nogle hvirvler fra det ene deltidsjob til det næste for at tjene penge nok til de børnefamilier, de har stiftet i mellemtiden. Men mange af dem, der ikke har fast ansættelse, er reelt på deltid og trækker alvorligt ned i OECD’s statistikker – uden at nogen får et bedre eller tryggere liv af den grund.

Blandt de fastansatte er der nogle sektorer, hvor traditionen for at vise engagement i arbejdet ved at forblive på arbejdspladsen til langt ud på aftenen, især blandt de yngste årgange, stadig er meget stærk, og hvor nogle virksomheder på skamfuld vis hænges ud på regeringens offentlige lister over ”black kigyo”, virksomheder, som groft udnytter sine ansatte og med vilje bryder overtidsregler osv.

Det er her, problemerne med karoshi, stress og depressioner er værst – og ikke er blevet mindre med tiden, uanset hvad statistikkerne siger.

LINK:

Tjek selv OECD-statistikken.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *