Japan i bevægelse – ny Japan-bog på dansk

En hel række kyndige mennesker har haft en finger med i spillet, når der i begyndelsen af det nye år udkommer en ny Japan-bog på dansk på forlaget Univers.

Udgangspunktet er situationen efter katastroferne i marts 2011, men “Japan i bevægelse” handler lige så meget om de mere langsigtede forandringer, der er ved at ske i Japan. Forandringer, som jordskælvet, tsunamien og atomkatastrofen hver på sin måde har fremskyndet, forsinket eller i det mindste sat fokus på.

Jeg har fået den ære at skrive indledningskapitlet om situationen i de katastroferamte områder i månederne og  årene efter 2011. Kapitlet hedder “Sådan en katastrofe sker kun en gang på tusind år” med et citat fra Higashi-Matsushimas borgmester. Undertitlen er “Den lange vej fra oprydning til genopbygning”.

Ideen til bogen er opstået i Aarhus, hvor den er redigeret af et lille hold, bestående af Jørn Borup, Annette Skovsted Hansen og Anemone Platz. De har samlet et stærkt hold af danske Japan-eksperter. De medvirkende forfattere er Gunhild Borggreen, Mette Holm, Jens Sejrup, Aki Tonami, Akiko Nagai, Niels Brix Hornbek, Line Marie Thorsen og Anders Blok.

Bogen kan benyttes i forbindelse med undervisning på gymnasiet og universitetet, men den henvender sig lige så meget til den almindelige Japan-interesserede læser, som gerne vil opdateres på nogle af de væsentligste tendenser i Japan i disse år.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *