Hverdagens store japanske madpakkedyst

(Denne artikel er skrevet til og offentliggjort af Kristeligt Dagblad)

De farverige, sindrige og ernæringsrigtige madpakker, som japanske husmødre laver til deres børn – og ofte også lægger på internettet – giver gode madvaner, men også megen stress

Der har altid været et stort pres på japanske skolebørns mødre – uanset om de har været hjemmegående eller ej.

I det familiemønster, som har udviklet sig efter Anden Verdenskrig, er det blevet opfattet som moderens rolle at skiftevis motivere og presse de små til at knokle med deres adgangseksamener, så de kan komme ind på de rette mellemskoler og gymnasier, der giver adgang til de universiteter, som familiens ambitioner rækker til.

Det er også moderens rolle at sørge for, at ungerne ikke har huller i strømperne, har pænt pressede skoleuniformer og har spidset blyanterne i penalhuset, inden de begiver sig af sted om morgenen.

Og det er moderens rolle at møde op på skolen og give en hånd med i udførelsen af de pligter, som er forældrenes kollektive ansvar. Alt fra at lave mad i skolekøkkenet og stille borde og stole frem til skolearrangementer til at supplere lærerne ved skoleudflugter.

Endelig har det altid været opfattet som en af de afgørende målestokke for en god mor, at hun kan lave madpakker til sine børn, som ikke alene er en god og sund blanding af forskellige madvarer, men som også er lavet af råvarer, der ikke er alt for billige – og som for alt i verden ser godt ud.

I mange offentlige og private skoler er der siden indførelsen af en generel skolefrokostlov i 1954, en lov, hvis betydning for fremskridtene i efterkrigstidens Japan næsten ikke kan overvurderes, blevet serveret sund, blandet og ernæringsrigtig mad til børnene. Og i de skoler er presset på moderen om at producere madpakker hjemmefra kun kommet i spil ved skoleudflugter og særlige mærkedage på skolen.

Men i andre skoler – og i mange børnehaver – har man hver eneste dag skullet producere en madpakke ud over det sædvanlige. Børnene er stolte, hvis de har en flot madpakke med, men glemmer det hurtigt. Til gengæld er mødrene meget opmærksomme på, hvad de andre mødre og lærerne mener om deres madpakkekunst, og det er ikke usædvanligt, at elever får en hilsen med hjem fra læreren om, at deres madpakke ikke ser godt nok ud.

Både ved skoleudflugter og i hverdagen har der i årevis været et klart konkurrence-element i forbindelse med madpakkerne. Men denne hverdagens store japanske madpakkedyst har fået en ekstra dimension i vore dage med de sociale mediers opdukken.

Det er kommet på mode at lave såkaldte charaben, karaktermadpakker, som på overfladen forestiller pandaer, søde katte, Pokemon, Hello Kitty og andre mangafigurer, den ene mere fantasifuld end den anden. Og det kan ikke nægtes, at det i mange familier har øget mødrenes stress.

Man kan lave de fineste krøller i figurernes hår ved at udskære tang på den rigtige måde. Man kan give figurerne sort hår med sesam. Man kan gøre håret brunt med stegt hakket kød, millionbøf. Man kan give dem gule lemmer med smuldret røræg med fiskebouillon. Man kan give dem grønne forklæder med salat eller tang.

Mulighederne er mangfoldige. Der er aftenkurser i at lave charaben, der er artikler i damebladene, der er websider og apps på nettet med gode råd. Det tager alt sammen tid.

Der er i manges øjne ingen undskyldning for ikke at gøre en indsats – men det er der nu i parentes bemærket mange, der alligevel ikke gør. Charaben er gevaldig omstridt, også i Japan, og der er mange unge mødre, som med deres mænds opbakning erklærer, at det ræs gider de altså ikke – med den risiko, at deres børn bliver drillet lidt, når børnene sammenligner madpakker i skolen.

Den bitre rivalisering og konkurrenceelementet er alt for meget for mange. Men det kan ikke nægtes, at den meget ambitiøse madpakkekultur i årenes løb har været med til at lære mange japanske børn og unge en indsigt i fornuftig sammensætning af kosten i en tidlig alder, som rugbrødsmadder med leverpostej eller makrel i tomat ikke giver i samme grad.

Foto: Mokiko/FlickrCreativeCommons

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *