Hustru på fast månedsløn

(Denne artikel er skrevet til og offentliggjort af Kristeligt Dagblad)

Den japanske tv-serie ”Ægteskab som et job” er blevet kolossalt populær. Hovedpersonerne gifter sig, fordi manden slet og ret ansætter kvinden som sin kone. En problemstilling, som ikke er så fjern i Japan, som den ville være hos os.

Mikuri er i slutningen af tyverne. Hun har en kandidatgrad i klinisk psykologi, men har som mange i sin generation i Japan aldrig kunnet få fast arbejde. Hun bor hos sine forældre og går fra det ene løse deltidsjob til det andet.

Det seneste af disse løse job er et job som rengøringskone og husholderske for en yngre kollega til hendes far, Tsuzaki, en rigtig computernørd, der aldrig har haft en kæreste i sit 35-årige liv. Den del af livet har han helt givet op overfor, ligesom ikke så få af hans jævnaldrende ude i virkelighedens Japan har gjort det.

I den fabelagtigt populære tv-serie ”Ægteskab som et job”, hvis første sæson kørte sidste efterår på den japanske tv-kanal TBS, går Mikuri – da hendes forældre er gået på pension og beslutter at flytte på landet – til Tsuzaki og foreslår ham, at han ansætter hende som sin kone på fast månedsløn.

Det vil være så praktisk. Han er flink og rar og dygtig, hun vil have indkomst og tag over hovedet, og hun kan tage på café med veninderne med god samvittighed. Kærlighed er der ingen, der snakker om.

Tsuzaki, der spilles af Gen Hoshino, en populær indie-sanger, forfatter og skuespiller på den seriøse scene, som selv har et image af at være en nørd, og som giver serien et image af ikke at være det rene pop, går ind på hendes forslag. De gifter sig, og dramaet kan begynde. Det viser sig selvfølgelig i løbet af seriens foreløbig ti episoder, at det er svært at håndtere de følelser, der opstår undervejs.

Hele problemstillingen kan synes uendeligt fjern og muligvis lidt forskruet i en vestlig kultur af vore dage. Men det er en del af forhistorien, at det kun er halvanden generation siden, at langt de fleste ægteskaber i Japan var “arrangerede” i vores forstand, og at ingen syntes, der var noget forkert i det.

Japanere forelskede sig ikke mindre og sjældnere, end vi gør, men beslutningen om at gifte sig var noget andet. Her kom forældre og chefer altid ind i billedet som afgørende aktører og beslutningstagere.

”Det japanske ord for ægteskab, kekkon, betyder ikke det samme, som ægteskab gør hos os,” forklarer den danske Japan-forsker Gitte Marianne Hansen fra Newcastle Universitet.

”I et japansk kekkon er der en meget større forestilling om, at man ved at gifte sig påtager sig et ansvar – både over for hinanden, men også over for resten af familien og måske også samfundet. Som henholdsvis mand og kvinde må man udføre nogle specifikke arbejdsopgaver for at få den fælles institution, som familien er, til at fungere,” siger hun.

”Jeg tror også, det er en af grundene til, at den hjemmegående husmorrolle har så megen respekt i dagens Japan, hvorimod man i Danmark ser noget skævt til en kvinde, der går hjemme. At være husmor er et vigtigt arbejde i Japan. Man kan godt elske sin mand og sine børn alligevel. Det er ikke kynisk, men praktisk og realistisk,” lyder Gitte Marianne Hansens forklaring på fænomenet.

I det sidste halve århundrede – men først da – er det blevet det mest almindelige i Japan, at folk selv finder deres partner og gifter sig af kærlighed, selv om der stadig eksisterer en hel sektor af ægteskabsbureauer og dating-firmaer, og selv om forældrene stadig forventes at have et afgørende ord at skulle have sagt.

Man har været nødt til at indføre et nyt ord i sproget, renai-kekkon, kærlighedsægteskab, så man kan kende forskel på et sådant ægteskab og et almindeligt kekkon, der ikke nødvendigvis i ordets egentlige betydning har noget med kærlighed at gøre.

”Det blev nødvendigt at skabe ordet renai-kekkon, da romantisk kærlighed blev en vigtig grund til at indgå ægteskab. Men selv om romantisk kærlighed i dag er den mest ideelle grund til at gifte sig for kvinder, er der mange, der gifter sig af andre grunde. Det er ikke usædvanligt, at to, der kommer godt ud af det, vælger at gifte sig, selv om den romantiske del mangler. Det skaber sikkerhed at være to,” forklarer Gitte Marianne Hansen.

Sociologen Masako Ishii-Kuntz fra Ochanomizu-kvindeuniversitet i Tokyo er af samme opfattelse. Når hun kigger ud over sine studerende, som alle er kvinder, får hun et indtryk af, at renai-kekkon måske allerede er på retur igen.

”Der kan godt i den yngre generation i Japan være en stigende kynisme over for begrebet ægteskab eller over for kærlighed,” konstaterer hun.

”Mine studerende taler ofte positivt om at have et blidt forhold til en af det modsatte køn. De mener, at frem for at forelske sig romantisk i personen er det langt bedre at have et blidt forhold med en vis afstand mellem parterne.”

Masako Ishii-Kuntzs forskning handler mest om unge mænd, som gerne vil spille en mere aktiv faderrolle i familien, end deres fædre og bedstefædre gjorde, de såkaldte ”grønsagsspisende mænd”.

”Jeg tror, at når de grønsagsspisende mænd er blevet så populære hos de unge kvinder, er det en del af det samme fænomen. Disse grønsagsspisende mænd er tøvende over for dybe kærlighedsforhold. Mange unge piger foretrækker ligefrem den slags fyre, som ikke hungrer efter den helt store lidenskabelige kærlighed,” forklarer Masako Ishii-Kuntz.

TV-dramaet på TBS bygger på en meget populær tegneserie af Tsunami Umino, som ender med, at de to pragmatiske hovedpersoner gifter sig lovformeligt og efterhånden får en rigtig lille familie med børn. Så langt når de ikke i tv-seriens ti afsnit.

(Dramaserien ”Ægteskab som et job” er ikke på Netflix, men der findes adskillige piratudgaver af de forskellige episoder på Youtube)

(Illustrationer: TBS)

tbs serie

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *