(Denne artikel er skrevet til og offentliggjort af Kristeligt Dagblad)
Sidste år begik 23.971 japanere selvmord. Det er 23.971 tragiske skæbner med chokerede og sørgende efterladte, 65 om dagen, og det er alt for mange.
Men der er faktisk sket et temmelig dramatisk fald i de seneste seks år. I 14 år fra 1998 til 2012 lå antallet af selvmord over 30.000 om året, men siden er det faldet år for år. I 2015 var tallet ifølge det japanske rigspoliti for første gang i 18 år lavere end 25.000.
”Jeg tror, at regeringens omfattende tiltag har gjort en forskel,” vurderer den østrigske antropolog Susanne Klien fra Sapporo Universitet i det nordlige Japan.
Hun peger både på, hvad hun kalder ”hårde” foranstaltninger – blå advarselslys på togstationernes perroner – som ”bløde” foranstaltninger såsom, når ansatte på uddannelsesinstitutioner uddannes til at opdage tidlige tegn på selvmordstendenser hos de studerende.
”Som undervisere får vi hvert eneste semester instruktioner fra universitetets ledelse om at holde øje med de studerende og opdage dem, som er i risikozonen,” fortæller hun.
Der er i Japan en vis selvmordskult i medier og litteratur. Men de nye tal viser, at dette ikke betyder, at vore dages japanere er mere disponerede for at vælge at begå selvmord end andre folkeslag.
Det kan ikke nægtes, at selvmord ifølge samurai-tidens moralkodeks ofte blev opfattet som en god og værdig udgang på en umulig situation. Fascinationen af japanere og selvmord holdes i live i samurai-serier, klassiske kærlighedsdramaer – og nu også i en ny Hollywood-film, ”The Forest”, som foregår i den såkaldte selvmordsskov vest for Tokyo.
”Japan har ingen historie for kristendom, så her er selvmord ikke en synd. Faktisk er der nogen, der ser det som en måde at tage ansvar på,” forklarede Wataru Nishida, en psykolog fra Temple-universitetet i Tokyo, sidste år til BBC.
Men der er vel at mærke i de senere år kommet flere og flere eksempler på, at kultur og medier peger i modsat retning og fremstiller selvmord som en egoistisk og sørgelig ting.
”Der er i stigende grad historier i tv-dramaer, romaner og film, hvor selvmord ikke glorificeres og romantiseres som i tidligere fortællinger og i moderne litteratur. Historier, hvor man ser dem, der sidder tilbage og sørger,” fortæller den danske Japan-forsker Gitte Marianne Hansen fra Newcastle Universitet.
I det meste af efterkrigstiden har japanere i gennemsnit faktisk ikke begået flere selvmord, end nordeuropæere gjorde i samme periode. Frem til krisen i 1990’erne var der færre selvmord i Japan end i de skandinaviske lande. Og i de senere år har situationen været værre i europæiske lande som Litauen og Ungarn – og meget værre i nabolandet Sydkorea.
De, som har begået selvmord i Japan, har i de seneste mange år primært været unge mennesker, som bukkede under for presset i skolesystemet eller på arbejdsmarkedet. Dette tal har ligget nogenlunde konstant.
Den tydelige stigning i årene lige før og efter årtusindskiftet, hvor der blev gennemført brutale ”ristora” (restruktureringer) i mange virksomheder, skyldtes, at mange midaldrende familiefædre pludselig blev arbejdsløse og bukkede under, og at de begyndte at optræde i statistikkerne.
Gitte Marianne Hansen påpeger, at det især er japanske mænd, der begår selvmord. Rundt regnet dobbelt så mange mænd som kvinder.
”Når kvinder gør skade på sig selv, vælger de gerne en handling, der kan gentages. Et vellykket selvmord kan jo ikke gøres mere end en gang,” forklarer hun.
Da selvmordstallet steg i årene omkring 2000, gik regeringen i aktion. I 2007 blev der udgivet en hvidbog med strategier mod selvmord, og på finansloven for 2009 blev der bevilget cirka en milliard kroner til indsatsen for at hindre selvmord.
Antropologen Susanne Klien understreger dog, at de lavere selvmordstal ikke afspejler, at den økonomiske situation for mange japanere, som i kriseårene kom ud af skoler og universiteter og aldrig fik sig et fast job, er blevet meget bedre.
De har blot ”resigneret”, siger hun, og derfor har de ”ikke nogen akut krisefølelse”.
Dykker man ned i tallene, er det også tydeligt, at flere og flere ældre optræder i selvmordsstatistikkerne. I Japan skal færre og færre mennesker i den arbejdsdygtige alder forsørge flere og flere pensionister, og derfor vælger mange ældre mennesker med håbløse økonomiske eller helbredsmæssige problemer på tragisk vis ikke længere at være deres efterkommere til last.
Mange krise- og rådgivningscentre har kritiseret, at japanske forsikringsselskaber er alt for flinke til at udbetale livsforsikringer i forbindelse med selvmord. Det uhyggelige er, at det ligefrem har fungeret som en motivation for mange: De ældre mennesker har følt, at de har sørget for efterkommerne ved at ofre sig selv.
(Foto: DAJF/WikimediaCommons)