Her skaber traditionelle kunsthåndværkere modevarer

(Denne reportage er skrevet til og offentliggjort af Kristeligt Dagblad)

Takaoka har i 400 år været centrum for produktion af kunsthåndværk i metal til Japans buddhistiske templer. Da det religiøse marked blev mindre, overlevede håndværket ved inden for de sidste ti år at søge nye markeder.

I over 100 år producerede Futagami-værkstedet i den japanske by Takaoka de fineste messinglamper til at hænge fra loftet i buddhistiske templer.

De gamle på værkstedet gav generation efter generation deres håndværk videre til de unge, og sammen med andre værksteder i Takaoka havde Futagami 90 procent af det japanske marked for metalprodukter til landets templer.

Det har de stadig. Men ikke desto mindre er det i dag kun 15 procent af de produkter, som kommer ud fra værkstedet, som er traditionelle produkter til det religiøse marked. Inden for de sidste ti år er der sket en kæmpe omvæltning.

”Vi ønskede at bruge vores ekspertise fra de buddhistiske produkter til at komme ind på markedet for nutidige hverdagsprodukter”, fortæller værkstedets ejer, den 57-årige Toshihiro Futagami, som er fjerde generation efter værkstedets grundlægger. ”Og så mødte jeg ved et tilfælde den rette designer”.

I dag producerer værkstedet primært skeer, gafler, metalkrus og navneplader, men alt sammen laves i hånden i det samme gamle møgbeskidte værksted på basis af det gamle håndværk. 30 procent af indtjeningen kommer fra eksport, produkterne sælges i tyve lande, og Toshihiro Futagami rejser selv rundt i verden fra handelsmesse til handelsmesse.

”Vi ser ikke nogen værdi i masseproduktion. Vi vil meget hellere tjene de kunder, som ikke er tilfredse med masseproducerede varer”, siger han.

Takaokas tradition for ekspertise i metalhåndværk går 400 år tilbage i tiden. Dengang inviterede den lokale herremand syv fremragende metalstøbere fra storbyen Osaka til at etablere værksteder ved siden af hinanden op og ned ad hovedgaden i bydele Kanayamachi. Ligesom Kyoto var center for kunsthåndværk som lakarbejde og keramik, skulle Takaoka være det samme for metalhåndværk. Det lykkedes. Alle i vore dages Japan forbinder stadig Takaokas navn med fine produkter i bronze, messing, kobber og tin.

Miljøet omkring Kanayamachi eksisterer stadig, selv om værkstederne i dag er placeret rundt omkring i byen. Og miljøet blev værkstedernes redning, da det traditionelle marked i de buddhistiske templer blev mindre og mindre. Mange templer i Japan har store økonomiske problemer og har ikke råd til ret mange nyanskaffelser.

”Vi har et fællesskab, hvor vi mødes engang om ugen”, fortæller 43-årige Yoshinori Shimatani, som også er fjerde generation i sit værksted, hvor han sammen med sin far producerer store og små tempelklokker. I dag har han imidlertid større indtjening ved at bruge sin ekspertise med hammeren til at lave og markedsføre små firkantede stykker ”suzugami”, tinpapir.

”Vi var en gruppe af unge håndværkere inden for de traditionelle kunsthåndværk i byen. Der var krisestemning, og vi hjalp hinanden med ideer og inspiration, vi tog sammen til handelsmesser, og vi blev underleverandører for hinanden i forsøget på at skabe nye produkter med nye markeder”, fortæller han.

Kommunen hjalp til med en kommunalt finansieret aftenskole i de gamle håndværk samt et uddannelsesprogram, hvor gamle håndværkere fik støtte til at oplære deres arvtagere.

En pioner var værkstedet Nousaku, som traditionelt har produceret alterudsmykning, vaser og tesæt til de buddhistiske templer, men som i dag har så stor succes på markedet for designprodukter til hjemmet, at man er vokset ud af det gamle værksted og snart flytter ind i en ny kommunal industripark.

Et andet eksempel er Orii-værkstedet, som har ekspertise i traditionel kemisk farvning af metalprodukter i kobber og messing, og som i dag under varemærket Momentum er underleverandør til ikke kun byggebranchen, men også modebranchen.

Alle steder produceres de gamle buddhistiske produkter stadig – side om side med de nye modeprodukter. Og den håndværksmæssige stolthed er den samme.

”Selv om man producerer den samme form hundreder af gange på en maskine, vil folk altid kunne mærke, når et produkt er lavet ved varmen af et menneskes hænder. Der synes at være andre faktorer i spil”, siger Yoshinori Shimatani.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *