Utålmodigheden breder sig, følelsen af håbløshed sniger sig ind, skuffelsen er næsten ikke til at bære.
Det er den oplevelse, som man får ved at læse denne sørgmodige Bloomberg-artikel fra i dag om den borførte Keiko Arimoto og hendes gamle forældre i Kobe.
Keiko blev i 1983 lokket til Nordkorea fra København, og hun var hovedpersonen i min bog fra 2011 med titlen “Bortført i København”. Ingen uden for Nordkorea ved sikkert, hvad der er blevet hendes skæbne. Men de senere måneder har været fulde af håbefulde rygter om, at en tilnærmelse mellem Nordkorea og Japan ville bane vejen for, at hendes forældre ville få sandheden at vide – og måske ligefrem nå at opleve et gensyn i dette liv.
Al denne optimisme er imidlertid forduftet gradvist i de senere uger, hvor det er blevet klart, at Nordkorea ikke er klar til at leve op til st løfte til Japan om at give en første rapport fra den genoptagne efterforskning af de bortførte unge japaneres skæbne. Keiko var kun en ud af flere unge japanere, som blev bortført til Nordkorea i 1970’erne og 1980’erne.
Og da den japanske regerings talsmand tidligere på ugen kunne meddele, at diplomater fra Nordkorea havde ladet vide, at efterforskningen kun er i den allerførste fase, og at den ventes at tage et helt år endnu, blev skuffelsen forvandlet til bitterhed.