Bedsteforældre møder barnebarn første gang: Ikke et ord om mor

Honjitsu no News – 18. marts 2014

Omsider er det lykkedes for Japan og Nordkorea at arrangere et møde mellem forældrene til Megumi Yokota, som blev bortført til Nordkorea som 13-årig i 1977, og deres nordkoreanske barnebarn (og nyfødte oldebarn).

Mødet fandt sted i sidste uge i Mongoliet, og det brave gamle Yokota-par virker i deres offentlige kommentarer oprigtigt glade over, at det lykkedes dem at få den oplevelse med i dette liv. Fru Yokota siger i denne artikel fra Japan Times, at hun håber, at de vil kunne undgå, at mødet “politiseres”.

Mærkeligt må det ikke desto mindre have været. Fra japansk side har man i over ti år været varsom med at arrangere sådan et møde, fordi man ikke har villet acceptere Nordkoreas forklaring om, at Megumi Yokota begik selvmord for tyve år siden. Og hvis man skal tro det gamle par på dette punkt, så var der ingen, der under mødet mellem bedsteforældre og barnebarn nævnte moderens skæbne med et eneste ord.

Fru Yokota sagde i går til japansk fjernsyn, at de med vilje lod være med at spørge, fordi de ikke ville sætte deres nyfundne barnebarn i et vanskeligt dilemma.

Mødet i Mongoliet opfattes af flere Nordkorea-eksperter i Japan som en udstrakt hånd fra nordkoreansk side. Om det vil åbne døren for mere dialog om bortførelserne fra 1970′erne og 1980′erne, det bliver spændende at holde øje med i de kommende måneder.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *