Atomkraft tilbage på banen i Japan

Forkant.nu: Det har taget sin tid, men nu er det omsider ved at lykkes for Japans regering at få atomkraft tilbage på banen som en vægtig kilde til elektricitet i Japan.

Da reaktor tre ved Genkai-atomkraftværket i det sydlige Japan efter en pause på mere end syv år genoptog driften i fredags, kom man op på, at der nu er syv aktive reaktorer i Japan. I maj kommer man op på otte, når reaktor fire samme sted går i gang igen.

En 70-årig mand fra Genkai udtaler til nyhedsbureauet Kyodo, at ”nu vil byen endelig blive levende igen. Atomkraftværket har bidraget til byggeri af veje, og det har bragt folk til området”.

Siden den ødelæggende tsunami ved Japans nordøstlige kyst i 2011 og den efterfølgende atomkatastrofe på værket i Fukushima, hvor tre reaktorer nedsmeltede, har det ellers knebet gevaldigt at få genåbnet Japans 48 andre reaktorer rundt omkring i landet.

Der har mange steder været indædt lokal modstand på grund af frygten for nye katastrofer. Mange af de ældste anlæg har haft svært ved at leve op til nye og skærpede krav til sikkerheden efter Fukushima, og ved adskillige af dem er det besluttet, at de skal aldrig genåbnes, men derimod afvikles.

Men importen af andre former for energi, primært naturgas, har i de senere år kostet samfund og erhvervsliv dyrt, og regeringen har været under hårdt pres for igen at få gang i atomkraften, der indtil ulykken for syv år siden leverede en tredjedel af Japans elektricitet.

Det har holdt hårdt, atomkraft kommer aldrig op på samme andel af energiforsyningen i Japan som før 2011, men i de senere måneder er der sket lidt af et gennembrud, og nu ser det ud til, at en række anlæg vil blive genåbnet i løbet af i år.

(Foto: Kei/GNU)

(OBS: Dette er startskud til et ærligt forsøg over de kommende uger på at genoplive mine “forkanter” i en ny og kortere form, som i virkeligheden ligger tæt på det oprindelige koncept. Jeg har heldigvis travlt, men der sker alt for meget i Japan og i regionen til, at jeg kan melde mig helt ud af nyhederne. Så nu prøver jeg på denne her måde. Lad mig høre, hvad I tænker, når der er udkommet nogle stykker af slagsen. Venlig hilsen, Asger Røjle Christensen)

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *