Forfaldne huse er en fare for naboerne – et stigende problem i Japan

(AIZU – dagligdag i Japan): Selve Aizu-Wakamatsu er generelt en pæn by. Der er mange velholdte haver og facader, mange overlevende fine træhuse. Selv hvor man kan se, at det kniber for de formentlig aldrende beboere at holde facaden, så er selv en vildtvoksende beplantning jo smuk her ved efterårstide.

Men i udkanten af byen og i alle de små byer i omegnen har man det samme alvorlige problem som i resten af resten af udkants-Japan, hvor befolkningstallet falder. Der står alt for mange tomme og forladte huse, som får lov til at forfalde, blive hjem for mus og slanger og i stigende grad en sundhedsrisiko for dem, der bor i husene udenom. Selv inde i de store byer oplever man i dag mange steder tomme, forfaldne huse.

Befolkningsudviklingen betyder ubønhørligt, at 18,33 procent af husene i Aizu-Wakamatsu kommune ifølge amtslige statistikker var registrerede som tomme i juni 2024, i alt 10.790 tomme huse i en kommune, der kun er dobbelt så stor som Hillerød. Godt nok er der ikke ret mange i selve bymidten, så de er ikke så brutalt synlige for kortvarigt besøgende turister, som forladte huse faktisk godt kan være andre steder i landet, men tomme er de.

I omegnskommunerne er antallet endnu større. I landsbyen Misato er man for eksempel oppe på 20,52 procent af bygningerne i byen, i alt 1590 huse.

Og i amtet som helhed er procenten 15,2 procent. I hele Fukushima står med andre ord 131.000 engang gode boliger tomme og mere eller mindre forfaldne.

Problemet er mange steder i Japan, at man på rådhusene ikke kender telefonnummer og email-adresse på børn og andre arvtagere til det gamle par, som seneste boede i huset. Familien har ansvaret for nedrivningen og skal i princippet betale for den, men hvis familien ikke melder sig, så var man indtil en lovændring for få år siden nødt til at lade huset stå. Først nu kan man bruge kommunale penge på at rive et forfaldent hus ned, hvis det er en sundhedsmæssig og sikkerhedsmæssig fare for resten af beboerne, og så gemme regningen for nedrivningen i en skuffe, hvis nu familien en dag skulle dukke op.

I Aizu-regionen i det vestlige Fukushima ser man også andre konkrete initiativer fra myndighedernes side i forhold til at håndtere problemet med tomme og forfaldne huse og den risiko for de lokale samfund, de kan udgøre.

I en lille kommune som Aizu-Bange halvvejs ude i bjergene har man en liste på rådhuset over tomme huse, som ejerne frit stiller til rådighed for tilflyttere, der kan købe eller leje dem billigt og få kommunal støtte til at genopbygge og modernisere dem. Det samme kan man få i Aizu-Misato kommune.

Andre steder i Japan kan man som tilflytter ligefrem bo i den slags gamle istandsatte huse i op til ti år helt gratis, og man kan få kontante præmier, hvis man får børn.

På amtsniveau har man i Fukushima etableret et offentligt finansieret støtteprogram, som går ud på at få sat gang i renovering, nedrivning og tilstandsundersøgelse af alle disse mange tomme huse.

Og i Aizu-Wakamatsu kommune har man vedtaget en plan, der går ud på ikke alene at få kortlagt og registreret alle de tomme huse, men også at få et samlet overblik over husenes tilstand. Det handler om at få sat advarselsskilte op, hvis husene udgør en fare eller gene, og om at få sanktioneret de ejere, der trods påbud ikke lever op til deres pligt til at vedligeholde bygninger, de ejer.

Når et tomt hus vurderes at udgøre reel fare for sammenstyrtning, ildebrand eller blive et mødested for uvedkommende, så kan ejeren eller en afdød ejers familie blive pålagt at handle, og de kan blive straffet, hvis de ikke gør det.

På trods af alle disse initiativer er der næppe tvivl om, at problemet med forladte huse i de kommende år vil blive større, næppe mindre. Arealet er stort, og befolkningen er de fleste steder aldrende og stadigt faldende.