En kvinde i en mands krop i en japansk vidneskranke

(NYUUSU – news): I Japan har det i århundreder været en del af det offentlige skuespil, at der blev leget og spillet med kønsrollerne.

På det traditionelle Kabuki-teater blev kvinderollerne siden 1700-tallet spillet af mænd, og de skuespillere, der var dygtige til at spille kvinde, var de største stjerner. Flere af Japans berømteste forfattere har gennem tiderne ikke lagt ret meget skjul på, at de var homoseksuelle. Og i vore dages tv-shows om aftenen er der flere af de mest populære og veltalende ”talenter”, som har skabt et image for sig selv ved at placere sig et sted mellem de to velkendte køn.

I kontrast til denne altfavnende offentlighed har mange familier og arbejdspladser stadig tendens til at være konservative og intolerante over for almindelige slægtninge eller kolleger, der er homoseksuelle eller føler sig født i den forkerte krop.

Denne dobbelthed mellem tolerance og konservatisme danner baggrund for en ny japansk film, der i november blev præsenteret på Tokyos internationale filmfestival. ”Blue Boy Trial” hedder den på engelsk, og den handler om en berømte retssag fra 1960’erne, men har aktuelle undertoner. Den tager solidarisk og indforstået fat på det ømtålelige emne, som ”kønsbekræftende kirurgi” er i det japanske samfund.

Japan fik i 1950’erne efter vestligt forbillede en ny lov, der forbød prostitution, men som omhyggeligt og detaljeret i lovteksten beskrev, hvad det var for en akt mellem mand og kvinde, som det nu skulle være ulovligt at udføre for penge.

Filmen begynder med, at politi og anklagere efter en farverig og farceagtig razzia finder ud af, at de med den gældende lovgivning ikke kan stille noget op over for mandlige prostituerede, såkaldte ”blue boys”, som loven jo slet ikke handler om.

I stedet finder de ud af, at de kan slå ned på den form for prostitution ved at sigte en berømt læge, som havde udført kønsbekræftende operationer på nogle af disse mandlige prostituerede, for at have overtrådt landets lovgivning imod racehygiejne. Af hensyn til at fremme et sundt familieliv med mange børn var det nemlig ifølge en paragraf i denne lov ulovligt for læger at gøre en patient steril, når der ikke er tvingende lægelige årsager til det.

Filmen følger retssagen mod lægen og dens hovedpersoner uden for retssalen, mens sagen kører. En ung advokat er lægens forsvarer. Han er i starten helt uvidende om den verden, han vover sig ind i, men vil for alt i verden vinde sagen af hensyn til sin karriere. Derfor har han brug for vidner, der har fået udført kønsbekræftende operationer hos lægen, og som kan bevidne, at det var tvingende nødvendigt. De skal samtidig helst ikke være blue boys alle sammen af hensyn til anseelse og troværdighed over for domstolen.

En transkvinde, Sachi, som har forladt barmiljøet og lever et på overfladen normalt liv med en kæreste, er filmens ene hovedperson. Den beskriver hendes store tvivl om, hvorvidt hun skal risikere sit stabile liv og sin arbejdsplads ved at træde frem i offentligheden i den celebre sag for at fremme, at kønsbekræftende kirurgi i fremtiden vil være lovlig for andre i hendes situation, og hvorfor hun ender med at gøre det – og får afgørende indflydelse på dommen. Ganske vist bliver lægen idømt en betinget fængselsstraf af andre grunde, men kønsbekræftende kirurgi bliver ikke i sig selv kendt ulovligt.

”Historien vil vise, at vi fik ret”, siger anklageren imidlertid efter dommen til sin kollega. Og der gik ganske rigtigt tre årtier efter dommen, før en eneste anden læge igen turde gennemføre en kønsbekræftende operation i Japan.

Instruktøren, Kasho Iizuka, er selv transmand, og transkvinderne i filmen spilles efter en lang audition-proces af rigtige transkvinder. Især Miyu Nakagawa, der spiller rollen som Sachi, gør et stærkt indtryk. ”Jeg er ikke blevet fuldkommen kvinde af operationen. Jeg er stadig en kvinde i en mands krop. Men derfor har operationen alligevel været vigtig for mig”, siger hun i vidneskranken.

Den velmenende og hårdtarbejdende forsvarsadvokat, der bliver klogere og klogere i løbet af sagen, filmens anden hovedperson, spilles af Junpei Yasui, og han er også overbevisende. Ikke mindst i de scener, hvor man udefra kan se hans hjerne knage, mens han kæmper med at forstå, hvad der foregår.

De kulisser af et genskabt Tokyo fra tresserne, som filmen foregår i, er omhyggeligt og overbevisende lavet, og BlueBoy-miljøet er tegnet solidarisk og indforstået. Tidens konservatisme illustreres brutalt af måbende spørgsmål i retssalen fra både anklager og forsvarer – og måske lige så meget af konstant fnisende pressefolk på tilhørerpladserne.

Fortællingen i filmen er stramt kronologisk med hyppige klip mellem retssal og hovedpersonernes liv. Den fik generelt positiv kritik, men nogle japanske anmeldere pegede på, hvad de opfattede som et paradoks mellem på den ene side filmens kontroversielle emne og på den anden side dens klassiske og ikke-eksperimenterende måde at fortælle sin historie på.

Hvis den skal vinde priser ved en prestigefuld international filmfestival, skal den formmæssigt være mere nyskabende, mente de. Og trods mange klapsalver og stor sympati vandt ”Blue Boy Trial” da heller ingen anden pris end at blive en af de mest omtalte film på festivalen.

Fotos: Amuse Creative Studio 2025