(AIZU – dagligdag i Japan): Siden Boshin-krigen for halvandet århundrede siden har der på Aizu-egnen i det vestlige Fukushima været stor skepsis ved alt, hvad der kom fra den centralmagt i Tokyo, som dengang så brutalt nedkæmpede de tapre lokale samuraier.
Ulykken på atomkraftværket Fukushima Daiichi i den anden ende af amtet i 2011, hvor tre reaktorer nedsmeltede på grund af en kombination af en gigantisk tsunami og et uansvarligt drevet værk, har bestemt ikke gjort denne iboende bitterhed mindre.
Fukushima er et af Japans største amter i udstrækning. Det ødelagte værk, som ejes af Tepco, Tokyos elektricitetsselskab, og som i sin tid udelukkende producerede strøm til beboerne i den fjerne hovedstad, ligger halvandet hundrede kilometer væk. I Aizu mærkede man dårligt nok noget til øget radioaktivitet efter ulykken, bortset fra de allerførste døgn. Alligevel har man lige siden haft svært ved at afsætte svampe og andre landbrugsprodukter, fordi forbrugere i ind- og udland på pakningerne har kunnet se, at de kom fra ”Fukushima”.
I denne stemning af uafhængig bitterhed dannede en lokal sake-producent sammen med andre fremtrædende medlemmer af det lokale erhvervsliv i 2013 et 100 procent privatejet lokalt elektricitetsselskab, Aizu Power, der skulle producere lokal energi til brug i det lokale samfund. Der var på det tidspunkt efter Fukushima-ulykken store tilskud til etablering af vedvarende energi, så Aizu Power baserede sig fra starten på strøm, produceret af solpaneler på lokale landmænds frugtmarker samt mindre lokale vandkraftværker.
Formålet var at udbrede vedvarende energi og samtidig bidrage til en økonomisk genoplivning af regionen. Aizu Power opererede – og opererer – derfor så vidt muligt uafhængigt af lokale og centrale regeringers ”smart city”-programmer. Fra starten var det også meningen at arbejde for etablering af et lokalt distributionsnet for elektricitet, så man ville kunne sælge strømmen direkte til forbrugernes husstande. Man ønskede at være så lidt afhængig af centralmagten som muligt. Der var en masse lokal opbakning til denne tankegang.
Fra den nationale regerings side blev hele Fukushima-amtet hurtigt efter atom-ulykken gjort til Japans udpegede center for forskning og udvikling inden for alternative energiformer. Fukushima skulle være i frontlinjen for grøn energi. Der er mange ting i gang i hele amtet, og også på Aizu Universitet deltager forskere aktivt i flere af disse projekter.
Der ses vindmøller og solpaner alle vegne, og ligesom i andre dele af verden har denne forcerede udvikling i sig selv skabt sin egen modstand og skepsis.
”Vi er ikke imod vindmøller som sådan”, skynder Yasuyuki Kimura sig at understrege. Han bor lige op og ned ad nogle af de otte-ti vindmøller, man allerede har haft i Higashiyama i ti år – og han har levet udmærket med det.
Ikke desto mindre står han nu frem som en yderst aktiv formand for en gruppe borgere, som i de sidste to år har kæmpet imod et nyt og endnu større vindmølleprojekt i den gamle onsen-by lige uden for Aizu-Wakamatsu. Nu bliver det for meget, mener han.
Det nye projekt er vel at mærke ikke ejet af Aizu Power, men lanceret af Vena Energy, et internationalt grønt energiselskab med hovedsæde i Singapore, som er til stede i hele Østasien. De mange planlagte vindmøller langs bjergtoppene rundt om Higashiyama vil forandre udsigten for altid, advarer Kimura.
”Vi frygter, at bjergene vil få sværere ved at ånde. Åben adgang til de frie tinder er vigtig for bjergenes liv”, argumenterer han.
Et argument, som måske lyder overtroisk i vestlige ører, men som man også hører i forbindelse med håndhævelse af miljølovgivning andre steder i Japan.
Først for to år siden blev Kimura opmærksom på projektet gennem en god ven, der fotograferer fugle. Vennen gjorde ham opmærksom på, at Vena Energy havde fremlagt en miljøvurdering ved et borgermøde, indkaldt af kommunen, som ikke ret mange beboere var opmærksom på, og endnu færre deltog i. En miljøvurdering, som i fuglefotografens øjne ikke virkede troværdig. Den havde i hvert fald helt forkerte tal på den aktuelle bestand af den lokale rovfugleart bjerghøgeørnen, der er et slags vartegn for det vestlige Fukushima, og som ifølge den bekymrede fuglefotograf kunne tænkes at blive påvirket af projektet.
Lokalpressen opdagede først historien, da det forrige år gav anledning til stor opstandelse i medierne, at der var en meget speciel ørn, den japanske kongeørn, på et sjældent besøg i området. Her blev fuglefotografen interviewet til aviser og tv, og han tryglede dem om at have fokus på problemerne med det foreslåede projekt.
Nu har Kimura og hans meningsfæller skabt en forening med 100 deltagere. Den facebookgruppe, det begyndte med, er helt oppe på 585 følgere. Projektet er på vej gennem de fornødne godkendelser i kommune, amt og det magtfulde ministerium for økonomi, industri og handel. Antallet af planlagte nye møller er er skåret ned fra 40 til 20 – formentlig på grund af polemikken, gætter Kimura på. Amtet henstillede i et høringssvar til Vena Energy og dets partnere om, at der blev ”lyttet mere” til lokale stemmer.
Også andre steder i landet debatteres vindmøller på bjergtoppe. I Zao i Miyagi-amtet længere mod nord fik man efter myndighedernes mellemkomst hævet den kompensation, som lokale beboere skulle have, så meget, at det pågældende energifirma helt droppede det planlagte projekt. Firmaet mente ikke længere at kunne tjene nok ved det.
Yasuyuki Kimura og hans forening håber på, at det samme vil ske i Higashiyama. Og hvis det foreslåede projekt helt eller delvist går igennem, håber han på bedre kompensation.
Og ellers håber han på, at protesterne vil medføre, at diverse energi-entreprenører vil være mere tilbageholdne i fremtiden.
Foto og plakat: Shitomi Saitou
Mine NYUUSU-klummer om Japan og Østasien udkommer på hjemmeside og facebook en eller to gange om ugen - undtagen når jeg arbejder som rejseleder i Japan. Så vil der være længere mellem dem. En eller to gange om måneden vil jeg udsende et NYUUSU-nyhedsbrev. Danske mediers professionelle dækning af den del af verden er desværre svækket i de senere år. Jeg håber, at jeg med min lange erfaring kan bidrage en smule til at udfylde dette hul.
Prisen for at modtage nyhedsbrevet er et engangsbeløb på 300 kroner. Så modtager I det i årevis, indtil jeg segner. Skriv til mig på arc@asgerrojle.com – og sæt beløbet ind på mobilePay 26360251, mærket NYUUSU og jeres email-adresse. I er velkomne til at gå højere op i pris, alt efter pengepung. Beløbet vil indgå i mit firmas regnskab, og jeg får tid og ressourcer til at holde mit lille nyhedsmedie i live. I givet fald tusind tak. Alle vil uanset betaling kunne følge med i NYUUSU-indlæggene og deltage aktivt med råd, ideer og kritik ved at melde sig ind i facebook-gruppen af samme navn.