(NYUUSU – news): I dag er det firs år siden, at verdens første atombombe den 6. august 1945 blev udløst 580 meter over Hiroshimas travle bycenter. Ved årets udgang var 140.000 mennesker dræbt, og hundredtusinder levede videre med dybe fysiske og psykiske ar.
Historien om Hiroshima-bomben, om dens årsager, virkning og budskab til eftertiden, har siden været omstridt. Ikke mindst i det atomvåben-museum, der er en del af fredsparken i Hiroshima, og som i dag årligt har to millioner besøgende. Jeg har besøgt park og museum mange gange i de sidste fyrre år, og udstillingen har udviklet sig i takt med, at debatten udenom har udviklet sig.
I de første årtier efter parkens og museets åbning i 1955 bestod udstillingen stort set udelukkende af indsamlede foto og genstande, der brutalt dokumenterede den forfærdelige effekt af et atomvåben på mennesker og ting. Intet om forhistorien, intet om hvorfor nogen kunne få den ide at kaste en atombombe i denne by, og intet om den bredere debat om atomvåben.
Det var dengang, at den britiske journalist Polly Toynbee efter et besøg kaldte museet for ”et tempel over Japans uskyld”, og mange kritiske røster fra indland og udland hørtes.
Museet gennemgik i 1990’erne en gennemgribende renovering, som ikke gik stille af. For det første tog man højde for den indholdsmæssige kritik ved at sætte østfløjen af til en afdeling om Hiroshimas historie som rustningsby og en afsluttende afdeling om den globale debat om atomvåben siden 1945.
Det provokerede nationalistiske grupper i selve Japan, som ikke mente, at udstillingen skulle rumme noget som helst, der kunne minde om kritik af Japans aggression og krigsførelse. Der hørtes søndag efter søndag højlydte protester mod den nye udstilling fra buldrende højtalervogne på Fredsboulevarden lige uden for museet.
Men selv om hver eneste formulering, hver eneste detalje, i museets udstillinger i debatten blev gransket for politiske bagtanker i den ene eller anden retning, så blev grundtanken i renoveringen fastholdt til den dag i dag. Museets budskab er i dag betydeligt mere nuanceret, end det var før 1990.
Samtidig blev udstillingen imidlertid moderniseret efter den tids museumsfaglige model. I stedet for bare at læsse den store historie ud i hovedet på folk blev den adskillige steder i museet fortalt gennem en række små konkrete menneskelige historier, som de besøgende bedre kunne identificere sig med.
Et eksempel var en lille afdeling med historien om pigen Sadako, der fik leukæmi som 12-årig efter at have været udsat for bomben som lille pige, og som forgæves flettede tusind papirtraner i håb om, at det ville få hendes ønske om at overleve til at gå i opfyldelse. En historie, der gjorde et kæmpe indtryk på min 12-årige søn, da jeg i 2004 havde ham med i parken, og som har gjort et kæmpe indtryk for utallige børn i årenes løb.
I mellemtiden var der sket det, at atomvåbenmuseerne i Hiroshima og Nagasaki i årtiers løb var blevet meget benyttede ekskursionsmål i forbindelse med historie- og fredsundervisning for skoleklasser fra hele Japan. Allerede fra sjette klasse blev de taget med på museet, og sjældent oplever man så tavse skolebørn i et museum. Sådan er det stadig i dag.
Men af hensyn til børnenes nattesøvn blev der ved renoveringen i 1990’erne lagt en vis dæmper på udstillingens brutalitet. De fleste vil nok mene, at den stadig er tilstrækkelig brutal til, at man forstår budskabet, men inden da havde den grafiske fremstilling af ødelagte kroppe og genstande været betydeligt mere skånselsløs.
Denne ændring var også omstridt, og her var det de gamle pacifister og atomaktivister, der protesterede. De mente ikke, at der skulle lægges nogen som helst dæmper på, hvor forfærdeligt et våben en atombombe er.
For få år siden blev der fra 2013 til 2019 gennemført endnu en gennemgribende renovering, som var knap så politisk som den i 1990’erne, men som også har forandret – og i mine øjne forbedret – museets udstillinger markant.
Først og fremmest er der kommet nogle fantastiske nye grafiske fremstillinger af, hvad der skete. Dernæst har man omsider inkluderet omtale af de mange koreanske og kinesiske ofre for atombomben, som ellers gennem alle årene havde været helt usynlige i museet, hvilket gav anledning til megen kritik.
Endelig har der gennem alle årene i slutningen af ruten gennem museet været en stærk særudstilling med børnetegninger. Tegninger, som børn, der oplevede bomben, i sin tid har tegnet som en måde at få traumer ud af kroppen på. Ved den seneste renovering har man med et effektfuldt resultat taget disse børnetegninger og integreret dem i selve udstillingens hovedfortælling.
Mine NYUUSU-klummer om Japan og Østasien udkommer på hjemmeside og facebook en eller to gange om ugen - undtagen når jeg arbejder som rejseleder i Japan. Så vil der være længere mellem dem. En eller to gange om måneden vil jeg udsende et NYUUSU-nyhedsbrev. Danske mediers professionelle dækning af den del af verden er desværre svækket i de senere år. Jeg håber, at jeg med min lange erfaring kan bidrage en smule til at udfylde dette hul.
Prisen for at modtage nyhedsbrevet er et engangsbeløb på 300 kroner. Så modtager I det i årevis, indtil jeg segner. Skriv til mig på arc@asgerrojle.com – og sæt beløbet ind på mobilePay 26360251, mærket NYUUSU og jeres email-adresse. I er velkomne til at gå højere op i pris, alt efter pengepung. Beløbet vil indgå i mit firmas regnskab, og jeg får tid og ressourcer til at holde mit lille nyhedsmedie i live. I givet fald tusind tak. Alle vil uanset betaling kunne følge med i NYUUSU-indlæggene og deltage aktivt med råd, ideer og kritik ved at melde sig ind i facebook-gruppen af samme navn.