(Nu er der gået halvanden måned, siden jeg forlod Aizu efter at have tilbragt en utroligt givende og interessant måned der. Dette er min sidste klumme om dagligliv, historie og kultur i den gamle samuraistad. Det er stadig meningen, at klumme-serien skal danne afsæt for en bogudgivelse i det nye år. Mere om det senere.)

(AIZU – dagligliv i Japan): Hver gang jeg spurgte mine nye venner i Aizu, hvad de godt kunne lide ved at bo der, fik jeg mere eller mindre det samme svar:

”Her er dejligt stille, sammenlignet med Tokyo og Osaka. Folk er venlige og hjælpsomme. Og vi er tæt på naturen. vi kan vågne om morgenen, se ud af vinduet, glæde sig over den blå himmel og på stedet beslutte at tage en tur ud i bjergene – uden der skal arrangeres en hel masse”.

Men den næste sætning var næsten altid:

”Det kan også blive for stille. I øjeblikket er der mange aktiviteter og aktive grupper. Der er stadig en masse gode folk at mødes med. Måske er der stilstand i landsbyer som Aizu-Bange og Yanaizu. I selve Aizu-Wakamatsu er der gang i den. Men hvis befolkningstallet fortsætter med at falde, bliver vi måske en dag for få til at holde gang i alle de aktiviteter, og så bliver her mindre attraktivt at bo – og så vil endnu flere sikkert flytte væk”.

Det er et faktum, at befolkningstallet falder dramatisk, ligesom det gør ude på landet i hele Japan. I november 2025, da jeg tilbragte en måned i Aizu-Wakamatsu kommune, boede der officielt i byen 109.360 registrerede borgere. Det tal afslører ubønhørligt, at kommunen siden de tidlige 1990’ere rundt regnet har mistet 1000 indbyggere om året.

Der er især tale om, at unge mennesker flytter til de store byer for at studere og aldrig vender tilbage. Derfor kan man konstatere, at gennemsnitsalderen stiger mærkbart. I dag er en tredjedel af befolkningen 65 år gamle eller ældre. To stormagasiner og en centralt beliggende biograf har måttet nedlægge sg selv inden for de seneste ti-tyve år. Der har ikke været kunder nok.

”Derfor kan vi godt være bekymrede for fremtiden”, siger flere af mine venner i byen.

Aizu lever på mange måder i en verden for sig selv og har gjort det i mange år. Der er færre af de store kæder med internationalt klingende navne, som præger Japan storbyer. Der er for eksempel kun to Starbucks-cafeer, byen er sin helt egen supermarkedskæde, og restauranter og barer drives i stor udstrækning af lokale ejere.

En faktor, som oplagt ville kunne bidrage til at skabe fornyet liv i aktiviteter og tilbud i byen, er øget turisme. Faktisk har Aizu-området en perlerække af seværdigheder, som rummer fortællinger, man ikke hører andre steder. Man skulle i en tid med øgede turiststrømme i Japan tro, at de ville kunne begrunde en større stigning i antallet af turister i Aizu, både japanere og udlændinge, end den, man har set.

Historiske steder som Tsuruga-borgen, Nisshinkan-samuraiskolen og Iimori-bjerget, hvor 19 unge samuraier begik rituelt selvmord. Fantastiske naturoplevelser som udsigten ved Tadami-floden og Inawashiro-søen. En fabelagtig og særegen tradition for kunsthåndværk. En masse små og mellemstore spisesteder med lokale specialiteter. Et velfortjent ry for at producere Japans allerbedste sake.

Det er ikke, fordi der ikke har været kampagner fra byens og amtets side for at lokke flere til. Det har der bestemt. Men måske har man ikke villet det nok, sammenlignet med andre rejsemål i Japan uden for de gængse rejseruter. Og Aizu har været oppe mod et lidt uretfærdigt image af at ligge mere afsides, end området i virkeligheden gør. Hvis ikke man ligger lige i nærheden af en station på det berømte Shinkansen-lyntogsnet, kan det i Japan godt være svært at sælge sig selv som rejsemål.

”Folk i Aizu er konservative. De er stolte af deres historie og af deres kultur. Men de er for ydmyge til at forvente, at folk udefra vil synes lige så meget om stedet, som de selv gør. De har svært ved at erkende, at hvad der er dagligdag for dem, kan være en helt speciel oplevelse for folk udefra”, lyder en forklaring fra en af mine venner i byen, en tilflytter.

Noget af det, som mange siger om deres oplevelser ved at besøge Aizu, og som kunne være en virkelig attraktion i sig selv, er folks umiddelbare hjælpsomhed og positive interesse for folk udefra.

I Tokyo og andre store byer i Japan har der gennem århundreder udviklet sig en gavekultur, som godt kan opleves som stressende, usund og kommerciel. Har du givet mig den og den gave eller gjort mig den og den tjeneste, så skylder jeg dig en lidt dyrere gave og en lidt større tjeneste til gengæld næste gang.

”Denne gængse købmandsregning med gaver og tjenester er i Aizu sat ud af kraft”, fortæller en af mine venner, tilflytteren, som det allerbedste ved at bo i byen. ”Man har altid været vant til, at livet var hårdt i Tohoku-regionens hårde vejr, især om vinteren. Så her tøver man ikke med at hjælpe hinanden og give gaver uden at forvente noget til gengæld. Man forventer ikke at få noget retur hver gang, men forventer som den naturligste ting i verden, at folk selv vil være villige til at hjælpe andre, når nogen er i nød og har behov for ens gaver og tjenester. Det er en naturlig ting ude på landet i Japan, men tendensen er særligt stærk her i Tohoku”.

Denne villighed til at hjælpe har rent personligt her i efteråret 2025 hjulpet mig gennem arbejdet med mine Aizu-klummer. Den ene nye ven i byen har venligt henvist til den næste. De har åbent fortalt mig om deres liv og tanker, og nogle har kørt mig rundt i området, så jeg endte med at nå mere på en måned, end jeg på forhånd havde turdet drømme om.

Jeg har jo reelt ikke været i stand til at give noget til gengæld. Ikke andet end at gøre mig umage med at skrive nogle gode dagliglivsklummer og siden hen nogle gode kapitler i en bog om Aizu, som udkommer i det nye år. Forhåbentlig kan klummerne og bogen skabe en større grad af viden og forståelse hos mine læsere i det fjerne Danmark for virkeligheden i det Japan, man møder, når man kommer væk fra de store byer.

Måske kan de ligefrem lokke nogle af jer til på næste Japan-rejse at overveje at besøge Aizu eller lignende områder, nu med denne større viden og forståelse i bagagen.

NIYUUSU NEWS

Mine NYUUSU-klummer om Japan og Østasien udkommer på hjemmeside og  facebook en eller to gange om ugen - undtagen når jeg arbejder som rejseleder i Japan. Så vil der være længere mellem dem. En eller to gange om måneden vil jeg udsende et NYUUSU-nyhedsbrev. Danske mediers professionelle dækning af den del af verden er desværre svækket i de senere år. Jeg håber, at jeg med min lange erfaring kan bidrage en smule til at udfylde dette hul.

Prisen for at modtage nyhedsbrevet er et engangsbeløb på 300 kroner. Så modtager I det i årevis, indtil jeg segner. Skriv til mig på arc@asgerrojle.com – og sæt beløbet ind på mobilePay 26360251, mærket NYUUSU og jeres email-adresse. I er velkomne til at gå højere op i pris, alt efter pengepung. Beløbet vil indgå i mit firmas regnskab, og jeg får tid og ressourcer til at holde mit lille nyhedsmedie i live. I givet fald tusind tak. Alle vil uanset betaling kunne følge med i NYUUSU-indlæggene og deltage aktivt med råd, ideer og kritik ved at melde sig ind i facebook-gruppen af samme navn.