(NYUUSU – news): For godt 15 år siden kom ”Cool Japan” frem som slagord for en kampagne, hvor jakkeklædte diplomater blev sendt rundt i verden for at sælge manga, anime, cosplay og andre former for japansk popkultur til alverdens unge mennesker.
Formålet med denne kulørte japanske version af “public diplomacy” var helt åbent og officielt at bruge japansk popkulturs popularitet til at skabe større sympati og større politisk gennemslagskraft for Japan i verden.
”Kunst og kultur spiller en vigtig rolle i globaliseringen. Det er en måde at få dit budskab ud, en effektiv, omend diskret, måde at skabe sig nye venner”, forklarede den daværende japanske ambassadør i Danmark, Seiichi Kondo, i 2009 ved et foredrag i København. Efter årene i Danmark kom ambassadør Kondo som kommissær i kulturministeriet til at stå i spidsen for japansk kultureksport i en årrække.
”Cool Japan”-kampagnen skulle skaffe Japan såkaldt ”soft power” som kompensation for landets relativt svage position politisk og militært. Men samtidig var den fra japansk side i mindst lige så høj grad en pæn indpakning til et ekstraordinært fremstød for kultureksport inden for især manga og anime. I de samme år lancerede Sydkorea og Kina tilsvarende kampagner, der også havde både politiske og handelsmæssige over- og undertoner.
Seiichi Kondo brød sig vel at mærke ikke selv om betegnelsen ”Cool Japan”.
”Japanske politikere ønsker tydeligvis at bruge ethvert tilgængeligt værktøj til at fremme deres politiske ambitioner. Men jeg advarer dem altid mod direkte at bruge manga, anime eller andre komponenter af japansk popkultur”, sagde han i 2009 i et radiointerview. ””Hvis ens bløde magt (soft power) er stærk nok, vil den før eller siden have en positiv indvirkning, men vi kan ikke styre den, og hvis vi prøver at styre den, kan det have negative konsekvenser”
Eller som den amerikanske Japan-kender Nancy Snow kortere og mere fyndigt udtrykte det ved et foredrag i Tokyo i 2014, hvor jeg var til stede: ”Det er ikke så cool at kalde sig selv cool”.
Unge i Asien og i resten af verden er stadig gevaldigt interesserede i japansk popkultur. Det er stadig for mange vejen til at opdage Japan og det japanske samfunds og kulturs mange spændende facetter. Men begrebet Cool Japan er trængt i baggrunden. Selv den tilsyneladende endeløse ”Cool Japan”- serie hos NHK, det statslige japanske tv-selskab, blev efter 20 år taget af programmet sidste år.
Og det halvoffentlige fond, som fra og med 2013 administrerede kampagnen, er kørt ind i kæmpe underskud år efter år. Ud over regeringen har 23 virksomheder, herunder mediefirmaet Dentsu og banken Mizuho Bank, investeret i fonden. Gennem årene har fonden investeret i 83 projekter, hvoraf 11 projekter stadig er aktive.
Offentliggørelsen af de seneste underskud har givet anledning til en del overskrifter i japanske aviser de senere uger. I regnskabsåret lød underskuddet på 15,6 milliarder yen (630 millioner kroner), og det akkumulerede underskud gennem årene er nu oppe på 54 milliarder yen (2,17 milliarder kroner). Der er åbne overvejelser i handels- og industriministeriet om helt at skrotte fonden eller fusionere den med en anden fond.
”Fra starten er det svært at forvente sund forretningsmæssig dømmekraft fra en offentlig-privat fond. Alligevel er premierminister Sanae Takaichis administration ivrig efter at gå videre med regeringsstyrede investeringer uden ordentligt at undersøge tidligere fiaskoer”, lyder kritikken i en leder i avisen Mainichi Shimbun.
Lederskribenten kalder det ”en skæv tankegang”, når man ”primært behandler kultur, kunst og underholdning som værktøjer til at tjene udenlandsk valuta”.
”Man risikerer at overse områder, der virkelig har brug for støtte. Regeringen bør sikre, at de mennesker, der bærer japansk kultur, kan give den videre til den næste generation. Den bør skifte til en tilgang, der beriger selve den jord (i selve Japan, red.), kulturen vokser i”, skriver Mainichi Shimbun.
Mine NYUUSU-klummer om Japan og Østasien udkommer på hjemmeside og facebook en eller to gange om ugen - undtagen når jeg arbejder som rejseleder i Japan. Så vil der være længere mellem dem. En eller to gange om måneden vil jeg udsende et NYUUSU-nyhedsbrev. Danske mediers professionelle dækning af den del af verden er desværre svækket i de senere år. Jeg håber, at jeg med min lange erfaring kan bidrage en smule til at udfylde dette hul.
Prisen for at modtage nyhedsbrevet er et engangsbeløb på 300 kroner. Så modtager I det i årevis, indtil jeg segner. Skriv til mig på arc@asgerrojle.com – og sæt beløbet ind på mobilePay 26360251, mærket NYUUSU og jeres email-adresse. I er velkomne til at gå højere op i pris, alt efter pengepung. Beløbet vil indgå i mit firmas regnskab, og jeg får tid og ressourcer til at holde mit lille nyhedsmedie i live. I givet fald tusind tak. Alle vil uanset betaling kunne følge med i NYUUSU-indlæggene og deltage aktivt med råd, ideer og kritik ved at melde sig ind i facebook-gruppen af samme navn.

