(NYUUSU – news): Da det uforlignelige Fuji-bjerg vest for Tokyo i år 2013 blev udnævnt til at være Unesco-verdensarv, skete det ifølge amtsguvernøren for Yamanashi-amtet, Kotaro Nagasaki, med tre betingelser.
De lokale myndigheder forpligtede sig over for hele verden til at begrænse antallet af mennesker på bjerget, at begrænse ”synlige kunstige landskaber” på bjergsiden, for eksempel store parkeringspladser, og endelig at begrænse den tiltagende forurening af bjergets naturlige miljø.
Amtsguvernøren fortalte i går ved en briefing for udenlandske korrespondenter i Tokyo om den indsats, Yamanashi sammen med andre amter, der ligger tæt ved Fuji-bjerget, gør for at leve op til disse betingelser. Det har i de senere år bogstaveligt talt været op ad bakke, fordi antallet af vandreturister siden 2013 er steget voldsomt. Den stigende turisme har slidt på det gamle bjerg. Den har skabt yderligere miljømæssige problemer med affald og erosion, været til gene for lokalbefolkningen og jo også i mange tilfælde givet turisterne en mindre fantastisk oplevelse, end de havde drømt om.
”Men i 2013 gav vi et løfte til hele verden. Det løfte holder vi nu”, sagde Kotaro Nagasaki.
Nogle af os sværger jo til den gamle læresætning om, at Fuji er smukkest på afstand og har aldrig selv forsøgt at bestige selve bjerget. Men det er der i sandhed flere og flere, der har gjort. Især i de senere år – og mange har bestemt haft gode oplevelser ud af det. Halvdelen af bjergvandrere med kurs mod toppen har været udlændinge, de fleste fra Taiwan eller Kina.
Ved den såkaldte ”Station 5” på Yoshida-ruten, den mest populære vej mod toppen, har Yamanashi-amtet sat en kvote på antallet af daglige vandrere på 4000 yen og indført et adgangsgebyr for tilmelding på 4000 yen (160 kroner). Derved har man fået stabiliseret det årlige besøgstal på cirka 121.000. Samtidig har det næsten fjernet problemet med uforberedte og uerfarne vandrere, som uden at booke overnatning og ofte uden for den korte sæson, der varer fra juli til september, har begivet sig ud på vandringen mod toppen. Langt de fleste af de udrykninger for at hjælpe nødstedte, som tidligere har været en stor belastning for lokale myndigheder og ofte har sat redningspersonalets liv på spil, er hermed undgået.
Dernæst har man planer om at ombygge og begrænse selve anlægget med bygninger og parkeringspladser ved Station 5, så det i højere grad harmonerer med den omliggende natur. Man har indført en række andre regler for at begrænse miljøforureningen, som alle vandrere forpligter sig til at overholde. Og der vil også blive etableret en ny sporvognslinje, Fuji Tram, op til Station 5, som ifølge planerne skal halvere antallet af besøgende, der kører helt op til Station 5 i egen bil eller bus.
”Den nye Fuji-tram er ikke en udvidelse af adgangen til Fuji”, understreger Kotaro Nagasaki. ”Meningen er, at den erstatter en stor del af den hidtidige biltrafik”.
LÆS: Se de uddelte slides ved Kotaro Nagasakis briefing – på engelsk
Mine NYUUSU-klummer om Japan og Østasien udkommer på hjemmeside og facebook en eller to gange om ugen - undtagen når jeg arbejder som rejseleder i Japan. Så vil der være længere mellem dem. En eller to gange om måneden vil jeg udsende et NYUUSU-nyhedsbrev. Danske mediers professionelle dækning af den del af verden er desværre svækket i de senere år. Jeg håber, at jeg med min lange erfaring kan bidrage en smule til at udfylde dette hul.
Prisen for at modtage nyhedsbrevet er et engangsbeløb på 300 kroner. Så modtager I det i årevis, indtil jeg segner. Skriv til mig på arc@asgerrojle.com – og sæt beløbet ind på mobilePay 26360251, mærket NYUUSU og jeres email-adresse. I er velkomne til at gå højere op i pris, alt efter pengepung. Beløbet vil indgå i mit firmas regnskab, og jeg får tid og ressourcer til at holde mit lille nyhedsmedie i live. I givet fald tusind tak. Alle vil uanset betaling kunne følge med i NYUUSU-indlæggene og deltage aktivt med råd, ideer og kritik ved at melde sig ind i facebook-gruppen af samme navn.



