(AIZU – dagligdag i Japan): Her i eftermiddag sidder et ungt kærestepar over for hinanden ved et bord i butikken i det lille Machikata-folklore-museum i Aizu-Wakamatsu. Ovenpå er der en workshop i gang, hvor lokale husmødre lærer at lave læderting i traditionel stil, så selve museet kan man ikke besøge på denne søndag. Parret må nøjes med et bord i butikken til deres egen lille workshop, som går ud på selv at male hver sin udgave af Aizu-områdets elskede Akabeko-figur, den venlige, røde okse med dens karakteristiske vippende hoved.
Den unge pige er i fuld gang med at overmale figurens røde farve og lave sig en pink Akabeko, en skinnende lyserød version af områdets fornemme symbol. Hun fniser lykkeligt, mens hendes kæreste smiler, men ser ud, som om han ikke er helt med på, hvad hun har gang i.
At male sin egen Akabeko er en yndet aktivitet for børn og legesyge sjæle ved diverse turistmål rundt om i Aizu og hele det nordøstlige Japan. Det er en leg, som i sig selv afspejler den uhøjtidelige og respektløse tilgang til Akabeko-traditionen, man oplever alle vegne i denne del af Japan.
Rejsende i regionen møder Akabeko overalt som en sød og rød okse med et vippende hoved og et børnevenligt smil. Den kan fås i alle størrelser – som både tøjdyr og plastik- eller papmache-figur i enhver souvenir-, kunsthåndværk- eller legetøjsbutik.
Man kan også få Akabeko som kage eller slik, og når man ankommer til Aizu-Wakamatsu station mødes man af en venlig Akabeko-statue, der står og vipper med hovedet ved indgangen til stationsbygningen. Det vippende og drejende hoved produceres uanset figurens størrelse med en fleksibel streng i nakken, og den går ulykkeligvis alt for ofte i stykker på de mindre og billigere legetøjsmodeller.
Helt uden mening er traditionen for godmodige og pjattede rødkvæg nu ikke i regionen, selv om det nok er der færreste, der tænker på den oprindelige mening i dag. Man troede engang på, at den stærke røde farve kunne holde kopper og andre frygtede smitsomme sygdomme på afstand fra områdets børn. Det handlede fra begyndelsen mest om børn, og traditionen for at lave figurerne som legetøj går helt tilbage til 1600-tallet.
Den oprindelige myte om Akabeko foregår ved Enzoji-templet i landsbyen Yanaizu i bjergene vest for Aizu-Wakamatsu, som jeg besøgte i år 2020. Den godmodige Akabeko var tilbage i år 807 et bomstærkt trækdyr ved byggeriet af templet, der ligger højt oppe ad en skråning. Da byggeriet var færdigt, nægtede oksen ifølge myten stædigt at forlade sit tempel. Den havde gjort en sej indsats, der havde været afgørende for, at templet overhovedet kunne bygges, så den fik lov at blive.
En anden version af historien går ud på, at oksen efter byggeriet afsværgede sin sjæl til Buddha og prompte blev forvandlet til en statue foran templet. Hvorom alting er, den dag i dag står der en farvestrålende Akabeko-statue midt på tempelområdet, nem at få øje på, i kontrast til resten af templets afdæmpede æstetik.
I slutningen af 1500-tallet, da Aizu-området var plaget af en alvorlige koppe-epidemi, som tog mange små børn liv, hørte den daværende herremand i Aizu, Gamo Ujisato, historien om Akabeko. Han blev rørt og gav sine håndværkere ordre til at skabe en figur på basis af den dengang allerede ældgamle historie. Dengang med knap så markant en farvelægning som i vore dage, men grundlæggende var det det samme stykke legetøj, vi kender i dag, der blev opfundet dengang
Det var på den tid almindelig overtro at give alt muligt en rød eller orange farve som et værn mod alle former for naturkatastrofer, fallitter og epidemier. Det gælder porte ved shinto-helligdomme, huer og hagesmække på små buddha-statuer ved templerne og udsmykninger på folks hoveddøre.
Akabeko, som slet og ret betyder ”rød okse” (aka er rød på japansk, og beko er okse på traditionel Aizu-dialekt), har alle dage været et underforstået symbol på folks seje modstandsdygtighed i det nordøstlige Japan. Her skulle man slås med et barskere klima, sammenlignet med det øvrige Japan, især oppe i bjergene.
Derfor fik figuren fornyet aktualitet, da den for kort tid siden ofte blev benyttet som et slags logo for indsatsen for oprydning og genopbygning efter den ødelæggende tsunami i nordøst i marts 2011.
”Det er svært at sige, hvad der først betog mig ved Akabako”, skrev Liam Duffy, en engelsklærer og kendt tv-kenntnis i Japan i 2022 i en ”ode til Akabaeko”, som Japans Nationale Turistorganisation har lagt ud på nettet.
”Måske at sådan et simpelt legetøj kan fremtræde så ærligt i sit udtryk. Genert, spørgende, en lille smule fjollet – i modsætning til så mange andre eksempler på folkeligt kunsthåndværk, som er beregnet på at virke enten følelsesfuld eller simpelt hen uhyggelig. Øjnene bønfalder en om at komme og give den et klap på hovedet, som straks vil få den til at nikke bekræftende”.
Mine NYUUSU-klummer om Japan og Østasien udkommer på hjemmeside og facebook en eller to gange om ugen - undtagen når jeg arbejder som rejseleder i Japan. Så vil der være længere mellem dem. En eller to gange om måneden vil jeg udsende et NYUUSU-nyhedsbrev. Danske mediers professionelle dækning af den del af verden er desværre svækket i de senere år. Jeg håber, at jeg med min lange erfaring kan bidrage en smule til at udfylde dette hul.
Prisen for at modtage nyhedsbrevet er et engangsbeløb på 300 kroner. Så modtager I det i årevis, indtil jeg segner. Skriv til mig på arc@asgerrojle.com – og sæt beløbet ind på mobilePay 26360251, mærket NYUUSU og jeres email-adresse. I er velkomne til at gå højere op i pris, alt efter pengepung. Beløbet vil indgå i mit firmas regnskab, og jeg får tid og ressourcer til at holde mit lille nyhedsmedie i live. I givet fald tusind tak. Alle vil uanset betaling kunne følge med i NYUUSU-indlæggene og deltage aktivt med råd, ideer og kritik ved at melde sig ind i facebook-gruppen af samme navn.